Vestjyllands traditionelle og alt dominerende fodbold klub gennem tiderne Esbjerg fB har leveret ikke mindre en 33 A landsholdsspillere til dags dato . Men allerede i 1908 spillede vi de første landskampe og slog bl.a. Frankrig med 17 - 0 , en rekordsejr der aldrig er blevet slået . Men der skulle gå mange år inden en spiller fra provinsen kom på holdet. Den første var Thorvald Schultz fra Vejen . Han spillede i alt 3 landskampe i 1923 - 24 og 25 . - Han spillede med nr. 10 på ryggen og scorede 1 mål i sine 3 landskampe. - Først i 1965 oplevede vi det modsatte, at der ikke var én eneste københavner på A landsholdet til kampen mod Wales i en VM-kvalifikationskamp . Til københavnernes store tilfredshed tabte Danmark kampen i Wrexham med 2 - 4 . Der var 3 EfB spillere med på holdet: Egon Jensen - Børge Enemark og Jens Jørgen Hansen, der også var anfører for landsholdet den gang.
"Spredte hagl"
Den første EfB landsholdsspiller var Emil Møller , der i 1932 fik sin debut på landsholdet som venstre back og spillede i alt 3 kampe i 1932 og 33. - Der skulle kun gå 2 år inden den næste EfB spiller kom i den rød/hvide trøje, idet Olaf Brockhoff i 1935 og 36 spillede 2 kampe i forsvaret. I foråret 1935 fik han selskab af Arthur Nielsen som fik en enkel landskamp mod Norge i Idrætsparken . Året efter i 1937 fik den nok mest talentfulde af de hidtidige EfB på landsholdet Jørgen Iversen, der som dygtig angriber med nr. 10 på ryggen var med i 3 ud af 5 landskampe det år og scorede et mål. Da han i 1938 og 1940 spillede yderligere 2 kampe var det som KB spiller.
Efter 2. verdenskrig
Der blev ikke spillet mange landskampe i de 5 år krigen varede - primært mod Sverige og Tyskland. Den sidste landskamp i krigsperioden var i Idrætsparken mod Sverige i sept. 1943 . Den kamp blev mindeværdig, idet publikum - udsolgt med 40.000 - efter den svenske og danske nationalmelodier spontant udbrød i fællessang " Ja, vi elsker dette land " som en hyldest til det norske folks kamp mod nazisterne. Den oplevelse blev for meget for tyskerne, som promte forbød al international idræt i Danmark.
Men da krigen var overstået spillede vi igen en landskamp - denne gang på Råsunda i Stockholm mod svenskerne, og her var EfB repræsenteret af Hans Viggo Jensen, som var den absolutte stjernespiller hos vestjyderne i efterkrigsperioden. I perioden 1945 - 1948 var han fast mand på A-landsholdet og den alsidige og teknisk betonede all-round spiller var med som både back - halfback og midterstopper i sine 15 landskampe. Den største begivenhed var de Olympiske Lege i London i 1948, hvor han spillede alle de danske kampe i triumfen med bronze medaljer med en sejr over værtsnationen England på 5 - 3 i den sidste kamp. Desværre blev Hans Viggo Jensen så glad for England, at han året efter i 1949 blev spiller i Hull City og derved den første "udenlandskspiller" fra EfB og ikke mere aktuel for landsholdet, idet proffer ikke kunne spille landsholdet den gang.
Frem mod første gyldne periode
Allerede året efter Hans Viggo Jensens farvel til Danmark og det danske landshold fik EfBs nok mest berømte og folkekære spiller sin debut, idet Jens Peder Hansen fik sin debut d. 7. august 1949 mod Island i Århus. Han spillede centerforward og startede sin landkampskarriere med at score 2 mål. I perioden 1949 til 1961 blev det til i alt 38 A-landskampe for Danmark med enten Knud Lundberg fra AB eller Aage Rou Jensen fra AGF ved sin side på innerwings pladserne - uanset om Jens Peder spillede centerforward eller wing. Hans største landskamps oplevelse var De Olympiske Lege i Finland 1952, hvor han i samtlige Danmarks kampe spillede centerforward . Den sidste kamp i 1961 var mod arvefjenden fra Sverige i Idrætsparken, hvor Erik Gaardhøje i øvrigt fik sin debut. - Den mest populære - ikke blot i Esbjerg, men i hele Danmark, sagde farvel samtidig med at han samme år var med til at sikre EfB det første danske mesterskab - bedre timing kunne man ikke forestille sig.
Sammen med Jens Peders debut i 1949 fik en anden EfB'er sin landskampsdebut. Curt Kyhl Christensen fik en enkel landskamp mod Finland. Men både i 1950 og 1951 fik to kendte og markante spillere deres debut: Erik Terkelsen (195o - 57 med 17 landskampe) og Søren Andersen (1951 - 53 med 5 landskampe ). For begge spillere var deltagelsen ved De Olympiske Lege i Finland i 1952 deres største oplevelser på landsholdet. - En minderig sejr i Idrætsparken i 1951 over Sverige på 3 - 1 var også stort fordi der var to EfB-spillere i det danske angreb - der spillede en forrygende kamp - nemlig med Søren Andersen på højre fløj og Jens Peder Hansen som centerforward. Det så en fyldt Idrætspark og det var stort den gang med en klar sejr over svenskerne.
Den første gyldne periode
Tendens med flere og flere EfB'ere på A landsholdet fortsatte i 1950 erne . Allerede i 1956 fik endnu en EfB'er landsholdsdebut, idet forsvareren Johs. Smidt fik sin debut mod verdens bedste landshold den gang, Ungarn Med Puskas og co på holdet - det blev til en 6- 0 nederlag i Idrætsparken. Om det var årsag til han ikke fik flere landskampe er usikker, men han var i mange år en dominerende forsvarspiller i EfB. En anden dygtig dygtig forsvarsspiller fik også sin debut, idet Ove Hansen fik sin første landskamp i den rød/hvide dragt mod Finland som midterforsvarer, og den plads havde han i de næste to år inden han blev prof. I Sverige. ( 1956 - 58 med 9 landskampe) - Ærgerligt at han forsvandt fra dansk fodbold for " blot " blive proff. i en mindre nordsvensk klub. Ove Hansen viste efter hjemkomsten at han var en fremragende træner for klubber i Jylland.
Den gode periode kulminerede med 4 spillere på landsholdet i 1957 , da Egon Jensen som ganske ung - 19 år fik sin debut og allerede i 2. landskamp scorede han hattrick i Island i 6- 2 sejren over de hårdt kæmpende ø-boer. Jens Peder lavede 2 mål. Egon Jensen fik kun 12 landskampe trods sit store talent og blev kaldt "den jyske Lundberg". Men hans værdi for EfB i guldperioden var uvurderlig - også senere som træner for klubben. - Med 4 spillere på landsholdet i 1957 markerede EfB sammen med AGF den dominerende periode fra provinsen på landsholdet. - EfB fik i øvrigt den bedste placering i 1. division i den periode med sølvmedaljer i 1956.
Den store guldaldertid
Sjovt nok startede den største periode i EfB's historie med lidt af en skuffelse, idet der ikke rigtig blev plads til EfB'ere på det succesfulde landshold ved de Olympiske Lege i Rom. Kun Erik Gårdhøje var i truppen som reservemålmand for Henry From. Både Jens Peder Hansen og Egon Jensen var med i kval. kampene, men skader og formdyk blev afgørende da EfB's senere træner Arne Sørensen skulle udtage det endelige hold til Rom- legene.
Men året efter i 1961 startede hele den gyldne periode - landskampen i Idrætsparken mod Sverige havde to markante EfB-deltagere, idet Erik Gårdhøje fik sin debut i målet i stedet for Henry From og Jens Peder Hansen fik et sidste come-back på venstre fløj i hans sidste landskamp. Det var indledningen til en ren invation af EfB'ere på vores bedste landshold. - Allerede i efteråret 1961 blev endnu en AGF'er afløst af en EfB'er, idet John Madsen indtog pladsen i midterforsvaret i mange år fremover sammen med sin klubkammerat og målmand Erik Gårdhøje. Og Egon Jensen fik come-back i efterårets sidste landskamp.
Året 1962 står som den mest succesfulde landskampsæsson set med EfB øjne. Ikke mindre en 8 spillere på årets mesterhold var med landsholdet i 1962:
- Erik Gaardhøje 14 landskampe (1961 - 1963)
- Jens Jørgen Hansen 40 landskampe (1961 - 1971) anfører i 14 kampe
- Preben Jensen 2 landskampe (1962)
- Jens Petersen 22 landskampe (1962 - 1964)
- John Madsen 20 landskampe (1961 - 1963)
- Egon Jensen 12 landskampe (1957 - 1966)
- Carl Emil Christiansen 2 landskampe (1962 - 1962)
- Carl Bertelsen 21 landskampe (1962 - 1964)
Dertil kommer:
- Jens Peder Hansen (38 landskampe 1949 - 1961)
- Knud Petersen 4 landskampe (1965)
- Børge Enemark 11 landskampe (1965 - 1969) anfører i 9 kampe
- Vagn Heager 1 landskamp (1967)
- Hans Jørgen Christiansen 5 landskampe (1968 - 1969)
Af de nævnte spillere fremstår følgende som profiler på landsholdet:
John Madsen som tilhørte en moderne type som centerhalf - hurtig, stærk i både luftspillet og på jorden. Blev af mange eksperter betegnet som én af de allerstørste på sin plads. John Madsen var også en personlighed udenfor banen og skrev en minderig bog "Nej til landsholdet". Blev proff. i skotsk fodbold.
Carl Bertelsen som kom fra jyllandsserieklubben i Haderslev og allerede efter få kampe på 1. divisionsholdet i Esbjerg blev udtaget til A-landsholdet - ikke som centerforward som på klubholdet - den plads sad Ole Madsen fra HIK på, men som højre wing hvor hans hurtighed kom ham til gode og hans fremragende målnæse. Blev også proff. i skotsk fodbold.
Jens Petersen - årets spiller i 1963 som en fremragende holdspiller på såvel klub- som landsholdet. Også han afsluttede sin karriere i skotsk fodbold.
Sidst men ikke mindst Jens Jørgen Hansen med sine 40 landskampe over 10 år og anfører i mange af dem. Alsidighed var betegnende for hans spil, idet han spillede stort set alle pladser i de bagerste kæder. Var også anfører for EfB's i guldperioden 1961 - 1966.
EfB nedtur og ingen landsholdsspillere
I starten af 1970'erne startede en længere nedtur der endte med en plads i 3 division og naturlig nok ingen kandidater til landsholdet. Da Jens Jørgen Hansen havde spillet den sidste landskamp mod Schweiz d. 21. april 1971 skulle der gå fem år inden der igen var EfB'er blandt de 11 udvalgte til at repræsentere Danmark.
Den nye gyldne periode
Men da det skete igen var det ingen ringere end Jens Jørn Bertelsen - "Sjønne" som efter Jens Peder nok er den mest populære og ikke mindst den mest værdifulde spiller i EfB's historie. I perioden 1976 - 1987 spillede han i alt 69 landskampe - rekord for EfB. Hans store periode var hans afgørende betydning for det succesfulde landshold i 1980'erne under Sepp Piontek. Han var selvskreven på holdkortet hver gang og han fik også scoret en enkelt gang og var anfører i en kamp. Fik en stor karriere i udlandet inden han vendte tilbage til EfB's hold.
På samme EfB-hold var en anden markant Landsholdspiller, Ole Kjær, der fik sin debut på landsholdet i 1977 mod Senegal. Det blev i alt til 26 landskampe i perioden 1977 - 1984, hvor hans værste konkurrent var en anden Ole Qvist fra KB - men også på eget hold i EfB med Sven Erik Larsen, der dog aldrig nåede landsholdet. Ole Kjær spillede aldrig i udlandet, men "nøjes" med Næstved på Djævleøen. Den dag i dag fortsat leder i EfB. Han blev årets spiller i Danmark i 1978.
Det hele kulminerede med at to andre spillere fra EfB's mesterskabshold fra 1979 kom på landsholdet - først Ole Madsen i perioden 1980 - 1984 og 18 kampe, hvor de sidste dog var som spiller hos Brøndby IF. Den anden var midtbanedynamoen John Lauridsen, der i perioden 1981 - 1988 med i alt 27 landskampe - langt de fleste dog for Espanol i Spanien. Men i 1988 sluttede den gyldne periode og der skulle gå rigtig mange år før vi igen kom på banen med landsholdsspillere. Hele 15 år skulle der gå.
Ind i mellem og frem til nu
Siden årtusindeskifte har EfB kun haft 6 spillere på A landsholdet: Jan Kristiansen (2003), Jesper Beck, Nicki Zimling, Martin Vingaard, Peter Nymann Mikkelsen, og Søren Rieks. Alle er endnu aktive og kan ikke komme ind under betegnelsen renæssancespiller.
Med EfB blod i årene
En række spillere med EfB blod i årene har før deres landkampsstatus været aktive i deres barndomsklub.
Eigil Nielsen, KB: 28 landskampe (1940 - 1951)
Allan Nielsen, Brøndby IF: 44 landskampe (1995 - 2002)
Michael Schjønberg, OB: 44 landskampe (1995 - 2000)
Jesper Kristensen, Brøndby IF: 4 landskampe (1994 - 1995)
Som afslutning på dette gyldne tilbageblik skal også nævnes at EfBs mest vindende træner gennem tiderne Rudi Strittich var træner for landsholdet i perioden 1970 - 1975 i 61 landskampe og at to andre tidligere EfB-trænere også har haft ansvaret for landsholdet: Arne Sørensen 1957 - 1961 og 40 landskampe og R:ichard Møller Nielsen 1990 - 1996 i 65 landskampe Dertil kommer at Viggo Jensen havde ansvaret for det olympiske landshold ved legene i Munchen i 1992.
Se landskampstatistikken med alle EfB's spillere her
